afholder mig fra alle mulige vilde Ideer. Alt er forgængeligt — Livet med, og følgelig kan man spare sig al unyttig Higen og Tragten. Bevidstheden om, at man har sin Frihed, er det eneste fornødne, giv mig derfor denne Bevidsthed, og sønderriv de Baand, der lænker mig til dig. Jeg sender baade dig og din Søster de kjærligste Hilsner og Kys og beder dig om at glemme og tilgive din
| Marie.» |
Da jeg fik Brevet, sad min Søster inde hos Ræddiken, der igjen var syg og sengeliggende, men forøvrigt stærkt i Bedring. Hun læste en Komedie op for ham, og han laa og rystede paa Hovedet, kiggede ud i Luften og sagde hvert Øjeblik:
«Ak ja, der er meget mærkeligt til i denne Verden! Der sker mange løjerlige Ting!»
Efter at Kleopatra havde læst et Par Sider, blev hun træt og maatte holde op. Ræddiken tog hendes Haand og sagde saa med hæs og næsten uhørlig Stemme:
«Den Retfærdiges Sjæl er saa hvid som Kridt, og Synderens saa sort som Kul. Man maa arbejde, taale, lide, bære sine Tilskikkelser med Ydmyghed, og den, der ikke gjør det, han skal ikke arve det evige Rige. Ve den Mætte, ve den, der svælger i Overflod, ve den, der driver Aager med sit Mammon! Melduggen æder Græsset, Rusten — Jærnet ...»
«Og Løgnen — Sjælen!» fortsatte min Søster og lo.
Jeg læste paa ny Brevet igjennem, og jeg følte mig da saa tynget af Sorg, at jeg havde en Fornemmelse
