og tumle mig paa det store, frie Hav; og du kan vel ogsaa mærke paa mit Brev, hvor henrykt jeg er. Men nu har jeg kun én Bøn til dig, kjære, gode Misail, gjengiv mig min Frihed, og bryd de Baand, som endnu knytter os til hinanden. Jeg betragter det som et Lysglimt i min Tilværelse, at jeg lærte dig at kjende, men jeg burde aldrig være bleven din Hustru; det var en Fejltagelse — det véd du ogsaa godt — og denne Fejltagelse tynger mig nu i den Grad, at jeg paa mine Knæ bønfalder dig om at slippe mig. Telegrafer omgaaende til mig, at du indvilliger i, at vort Ægteskab opløses, befri mig for den eneste Byrde, der tynger min Sjæl, og vær forvisset om, at min Fader, der har lovet at paatage sig hele Ulejligheden med Hensyn til Skilsmissen, vil vide at spare dig for alle generende Formaliteter. Jeg stoler sikkert paa, at du vil skjænke mig den Frihed, som jeg tørster saa længselsfuldt efter. Tager jeg vel fejl?
Vær nu lykkelig, kjære Misail, og Vorherre velsigne dig og tilgive mig al den Synd, jeg har begaaet imod dig.
Jeg har det som Blommen i et Æg, strør Penge ud til højre og venstre og gjør tusinde Dumheder. Sangen dyrker jeg med samme Iver som i gamle Dage, og jeg føler mig glad ved at være tyet ind under Kunstens beskyttende Vinger, da det giver mig den Ro og Sindsligevægt, som jeg i saa høj Grad trænger til. Man siger, at Kong David bar en Ring med Indskriften: «Alt er forgængeligt». Jeg har anskaffet mig en saadan Ring, og denne Talisman beroliger mig og
