epartementschefen sagde til mig: «Naar jeg har holdt paa Dem saa længe, er det ene og alene af Hensyn til Deres udmærkede og højtagtede Fader. Havde han ikke været, Mosjø, vilde jeg forlængst have ladet Dem flyve!» Naa, jeg svarede blot: «De tager virkelig fejl af mig, Deres Excellence, naar De tror, at jeg kan flyve,» men saa saare disse Ord var undslupne mig, hørte jeg ham sige til Kontorbudet: «Smid denne Fyr udenfor, han spolerer mig mine Nerver!»
To Dage efter havde jeg min Afsked fra Departementet og skulde nu slaa ind paa noget nyt, hvilket dog ikke var en helt ukjendt Situation for mig, da jeg allerede tidligere til min Faders store Ærgrelse havde prøvet mig i mange forskjellige Retninger. Jeg havde været ansat i adskillige Regeringskontorer, men min Opgave havde altid været den samme: den at sidde bøjet over en Skrivepult og høre paa mine Foresattes dumme eller ubehagelige Bemærkninger, blot med den Trøst i Udsigt, at jeg snart vilde blive jaget paa Porten.
