Saa snart vi havde spist til Middag, gjorde hun sig i Stand og kjørte ind til Byen. I den sidste Maaneds Tid var hun hyppigt taget derind, og hun havde da hver Gang overnattet hos Faderen. Naar hun var borte, kunde jeg ikke arbejde, mine Hænder var som lammede, og alle Omgivelserne, baade Huset, Gaarden og Haven, forekom mig saa fremmede, at jeg slet ikke befandt mig hjemme i dem.
Jeg tilbragte hele Eftermiddagen og Aftenen inde i Dagligstuen. Klokken slog syv, otte, ni, og det blev bælgmørkt udenfor, men jeg sad stadig og kiggede paa de Smaating, som hun plejede at have mellem Hænderne, fordi Synet af dem ligesom bragte mig nærmere til hende. Og under dette gik det da rigtig op for mig, at det kun var, fordi hun ønskede det, at jeg hele Foraaret og Sommeren havde været saa ivrig til at arbejde ude i Marken. Nu, da hun ikke var ved min Side, fandt jeg, at Dubetschnja var et uordentligt Kaos, som der slet intet kunde bringes ud af. Og hvorfor skulde jeg ogsaa arbejde og tænke paa Fremtiden nu, da jeg følte, at Jordbunden var ved at glide bort under mig, og at min Rolle her i Dubetschnja var udspillet. Aa, hvor var det ikke en skrækkelig Nat! Jeg sad her ene og ventede, og fór sammen ved mindste Lyd, stadig med en uhyggelig Følelse af, at jeg om lidt kunde pakke sammen og gaa. Og naar jeg sørgede, var det ikke, fordi jeg skulde bort herfra, men fordi det nu var forbi med min korte Kjærlighedslykke.
