helt mærkeligt, at hun gik med ham under Armen og saa’ ham ømt og kjærligt ind i Ansigtet. Kleopatra, der var saa kuet og forskræmt, elskede en Mand, som var gift og havde Børn! Jeg sørgede paa hendes Vegne og ønskede Doktoren hundrede Mile borte, for jeg indsaa jo, at der slet intet kunde komme ud af denne Kjærlighed.
En af de sidste Dage i September kjørte Marie og jeg til Kurilovo for at være til Stede ved Kirkens Indvielse.
«Ja, Efteraaret er kommet,» sagde hun sagte og saa’ sig om til alle Sider. «Sommeren er borte og Fuglene med den, og alle Træerne staar med gule, visne Blade.»
Hun havde Ret: Sommeren var borte. Dagene vare nok varme og lyse endnu, men om Morgenen var det køligt; Hyrderne gik allerede ud paa Marken med Pels paa, og i vor Have stod Asterserne med store Dugperler hele Dagen igjennem.
«Sommeren er borte,» vedblev hun, «og derfor er det vel paa Tiden, at du og jeg gjør op med den og undersøger, hvad den har bragt os. Vi har arbejdet
