Side:Meddelelser fra det norske Rigsarchiv I (1870).djvu/28

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
24
I. Deichmans Optegnelser.

Han paastod af Folks Ansigt at kunne dømme om deres Naturel og Egenskaber. Adskillige maatte prøve det, og (jeg) troer, at Kongen som oftest traf rigtig, endskjønt mange derover kunde lide uskyldig. Jeg erindrer den Gang, han saa uheldig, Aaret før han døde, faldt paa Gjethuset, da Fundamentet brast, hvori Kanonernes Fonner vare, at han, førend han besaa Støkstøbningen, besaa Mandskabet af Artilleriet, som havde Vagt, saa stærkt paa enhver af dem især, da jeg remarquerede, at nogle af dem, som efter Officierernes Ordre saa Kongen stivt under Øinene; ved det samme skjælvede og ristede, som de havde havt Koldfeber.

Løvenørn havde en Broder, som var Byskriver i Skien. Da Løvenørn besøgte ham og den Tid nylig var kommen fra Academiet, prækede han, men som et Fruentimmer, han havde Godhed for, var i Kirke for at høre ham, gik han fra sin Præken, da han saa hende, listede sig ned af Prækestolen, og fra den Tid af forlovte ikke mere at komme paa det Sted. Han resolverede da at forsage sin Lykke i Krigen, men da han intet havde at subsistere med, siges der, at da han opholdt sig hos en vis Mand i Jylland, savnede denne en Sum Penge. Løvenørn blev usynlig, gik til Rusland, og efter han var kommen nogenledes i Stand, remitterede han forbemeldte Mand sine Penge, som blev forundret, da han ikke formodede enten at han paa den Maade var bleven af med sine Penge, mindre tænkte at faa dem igjen. Da han var i Stockholm for at handle om Freden, fortælles der iblandt andet, at da Ministrene vexlede Skrifter sig imellem, blev Løvenørn sendt fra den gamle Høpken et Instrument, som Løvenørn ikke var i Stand til at dechifirre; han anvendte en ganske Nat derpaa, men kunde ingen sensum udbringe. Endelig, som L. var en Ven af den unge Høpken, spurgte han ham ad, hvad dette Skrift vilde betyde, og at han ikke var capable at begribe eller fatte Indholden. Den unge Høpken svarede omsider i Fortrolighed, at om det var et enigma for ham, var det ingen Under, siden hans Fader med flere havde været endnu længere om at forfatte det, for at gjøre det hel uforstaaeligt, i hvilken Hensigt kan (jeg) ikke sige. – Da