Side:Marie Antoinettes fengselstid og død.pdf/30

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

18

MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE

Man hagede sig formelig fast ved ham og gjentog idelig de fornærmelige raab. Ved feuillanternes terrasse var modtagelsen endnu mere fiendtlig; nogle tro tjenere maatte stille sig i dobbelt række for at beskytte ham. Ikke mange aar tidligere havde man betragtet Ludvig som den mægtigste monark. I denne stund var han i alles øine den ynkeligste og svageste mand, der nogensinde havde baaret en krone; den del af hans folk, som ikke saa paa ham med vrede eller foragt, havde nu kun medynk for ham. Han fremstammede nogle ord. Men atter skreg man: „ Folket leve!“ „Ja,“ sagde kongen, „ folket og jeg, vi er ét!“ Saa høi og uophørlig blev støien omkring ham, at det ikke var ham mulig at faa udtalt mere af det, som han havde paa læben. Hver gang han igjen forsøgte at fremkomme med nogle ord, brølede, larmede og skreg man. Fra alle kanter lyste det mod ham med had, eller man lo mod ham med haanlige ansigter. Dronningen, børnene og prinsesse Elisabeth havde søgt hvile i Ludvigs kabinet; hans raadgivere havde ligeledes samlet sig der. Raabene kaldte en af herrerne hen til vinduet. Ogsaa dronningen reiste sig. Ministeren lukkede vinduet hurtig og vilde føre hende til bage; men hun havde hørt truslerne mod kongen. „Store Gud,“ raabte hun; „alt er tabt! Det er kongen, som man hyler ad. Denne revue har gjort mere ondt end godt.“ Fortvivlet sank hun ned paa en stol. Med sveddryppende pande og med kummer i hjertet traadte Ludvig ind til dem. Det var tidligere paa natten bleven udtalt, at den konge lige familie burde søge tilflugt i den lovgivende forsamling. Marie Antoinette havde tilbagevist raadet; at forlade slottet, at give afkald paa kampen syntes hende det samme som at underskrive tronfrasigelsen. En umaadelig menneskemasse omgav allerede slottet og