19
MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
opløftede et skrig, der lig en torden gjenlød i luften: „Af sættelse! Afsættelse eller døden!" En officer sløg døren op til raadssalen og stak hovedet ind. „De hører, at folket forlanger kongens afsættelse," sagde han. „Nuvel,“ svarede justitsministeren, „lad den lovgivende forsamling udtale det." „Men efter afsættelsen hvad vil der da ske?" spurgte dronningen. Officeren taug. „Deres sidste dag er.kommen!" raabte en anden officer, som traadte ind. „Madame, folket er sterkest. Hvilket blod bad der vil blive!" „Min herre!" skreg Marie Antoinette, „frels kongen, frels mine born!" Svømmende i taarer strakte hun sin haand ud mod sin egtefælle som for at beskytte ham. I dette øieblik kom ogsaa generalprokurøren, Roederer, ind i salen. „Deres majestæt," sagde han, „De har ikke fem minutter at tabe. Der er ikke sikkerhed for Dem at finde andre ste der end i den lovgivende forsamling." „Spiger mig fast til disse vegge, før jeg samtykker i at forlade dem," raabte Marie Antoinette. Roederer gjentog sin erklæring; dronningen modsatte sig vedblivende og med harme en saa feig beslutning. „Saa staar vi da ganske alene!" sagde hun. Roederer svarede: „Ja, De staar ene! Forsvar er umuligt; hele Paris er paa benene. Vil De, Madame, paatage Dem ansvaret, dersom kongen, Deres born og De seiv bliver myrdede for ikke at tale om de tro tjenere, som omgiver Dem?" „Gud bevare mig derfrå," udbrød Marie Antoinette. „Kun de jeg blot alene være offeret." Hun var saa heftig bevæget, at hendes ansigt og hals i et øieblik blev mørkerødt, medens store sveddraaber trillede ned ad hendes kinder. Alligevel vilde det endnu have været muligt at redde kon 2*
