16
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
Dronningen og prinsesse Elisabeth tog plads paa taburetter. Prinsesse Lamballe satte sig ved Marie Antoinettes fødder og omslyngede hendes knæ. Fru og frøken Tourzel, fyrstinden af Tarente-La Tremouille og dronningens øvrige damer sad hist og her mellem de bevæbnede mænd. Henimod klokken tre om morgenen hørte man, at folke masserne nærmede sig. I sluttede rækker, trækkende kano ner og krigsforraad med sig, rykkede angriberne frem mod Caroussel-pladsen. Et skud faldt i slotsgaarden. „Ak! Det vil ikke blive det sidste skud,“ sagde Marie Antoinette. Kronprinsen var den eneste i slottet, som var gaaet til sengs; dronningen lod ham vække og klæde paa. „Mama,“ sagde den stakkels lille, „hvorfor gjør man papa fortræd? Han er saa god!“ Tanken paa at kjæmpe oplivede Marie Antoinette. Hun bønfaldt kongen om at vise sig for sine forsvarere, om ved sin tilstedeværen at opflamme deres mod. Ludvig gav efter for sin hustrus forestillinger; han gik ud paa balkonen. Hans øine var rødrandede, blikket var usikkert og mat. Om hans mund laa et velvilligt, men yderst intetsigende smil. Istedetfor at vise sig i uniform traadte han frem i en violet livkjole og med parykken siddende skjevt paa hovedet. Leveraab modtog ham; de skyldtes deltagelse, men ikke tillid til hans person. Han forlod balkonen for at gaa gjennem værelserne. Dron ningen, hans søster, børnene og prinsessen af Lamballe fulgte ham. Ludvig fremstammede fra tid ti! anden nogle ord, der neppe var hørlige for de omstaaende. Lamartine maler denne scene: „Marie Antoinette" — siger han „gav sin egtefælles ord mere eftertryk ved sin holdnings adel, ved sit hoveds. paa en gang stolte og venlige bevægelse og ved udtryk ket i sit blik. Gjerne havde hun indblæst kongen hele sin sjæl. Man saa, at hun græd i sit indre, men at modet og vreden tørrede hendes taarer, naar de trængte frem. Hen des af nattevaagen slappe og blege ansigt, hvis træk dog
