Side:Marie Antoinettes fengselstid og død.pdf/27

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD

15

do for sin konge. Af denne en gang saa glimrende skare, hvis eneste offentlige pligt det havde været at beskytte og opvarte kongen, var der nu kun et par hundrede igjen, og de fleste af disse var skrøbelige oldinge. De havde haabet af finde vaaben i slottet; men denne for sigtighedsregel var bleven glemt som saa mange andre. Faa af adelsmændene havde andet end sin kaarde og et par pistoler i bæltet; klædte i silkedragter, med salonsværd i haanden, syntes de snarere at være komne til bal end til kamp. Nogle civile embedsmænd og kongens tjenere sluttede sig til adelen og bevæbnede sig med ildtænger og stokke. Ludvig var rørt over den hengivenhed, som han mødte, og glemte, at forsvarerne var saa faa i tal. Marie Antoinette var alvorlig og rolig; taknemmelig hen vendte hun nogle ord til hver især inden den lille skare. Hun talte paa sin hjertelige, vindende maade; hun opildnede iveren og styrkede de forsamledes mod. Nationalgardisterne, som stod ude i gaarden, forlangte med heftighed, at adelen skulde vises bort. Dronningen modsatte sig dette krav. „Mine herrer!“ raabte hun, idet hun pegte paa embeds mændene og adelen, „det er vore venner og eders venner! De er komne hid for at dele eders farer. De forlanger kun at kjæmpe ved eders side. Stil dem hvor I vil! De vil ad lyde eder. De vil følge eders eksempel! De vil vise monar kiets forsvarere, hvordan man dør for sin konge. “ Den stille nat dannede en eiendommelig modsætning til folkets bevægclse paa gaderne og uroen og krigsforberedel serne i slottet. Prinsesse Elisabeth stod paa balkonen. „Kom hid,“ sagde hun til dronningen, „se, solen staar op!“ Marie Antoinette reiste sig sukkende. Det var en af de sidste morgener, hun skulde se solens opgang gjennem et vindu uden jernstænger. Tro mod de gamle skikke fremholdt et par hoffolk, at det ikke var tilladt at sætte sig ned, naar kongen og dronningen var tilstede. Men det var forgjeves: al etikette havde opløst sig i den voksende angst. Venner og forsvarere gik fra og til; de satte sig paa borde, stole, rundt om paa gulvet.