Da vi endnu har tid til at tømme en flaske vin til, mine herrer, vil jeg fortælle dem en sælsom historie som jeg oplevet nogen maaneder efter min gjenkomst til Europa.
Storsultanen som jeg var blit forestilt for av gesandterne for Ruslands og Østerriges keisere, sendte mig i en mission av den høieste viktighet til Cairo, og den maatte utføres med den allerstørste hemmelighetsfuldhet.
Jeg begav mig paa reisen med stor pomp og ledsaget av et talrikt følge. Underveis fik jeg leilighet til at øke mit tjenerskap med nogen meget interessante subjekter. Da jeg nemlig befandt mig nogen mil fra Konstantinopel, blev jeg var en liten spædbygget mand som med en uhyre hurtighet løp i ret linje over marken tiltrods for, at han bar en blyvegt paa mindst femti pund paa hver fot. Høist forbauset ropte jeg ham an og spurte.
«Hvorhen saa hurtig, min ven, og hvad betyr den tunge byrde?»
«Jeg har forlatt Wien for en halv time siden», svarte han. «Jeg var i en stor herres tjeneste og er netop blit avskediget. Da jeg nu ikke har mere bruk for min hastighetsevne, saa holder jeg den i tømme med denne vegt; ti maateholdenhet varer længst, som min lærer pleiet at si.»
Jeg likte manden og spurte, om han vilde træde i tjeneste hos mig, og han slog straks til. Vi bega os atter ivei, og kom gjennem mange lande og byer.
Ikke langt fra landeveien fandt jeg senere et menneske liggende næsten
