Hopp til innhold

Side:Münchhausen.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Han var imidlertid saa bedøvet av det pludselige fald fra høiden, at han ikke kunde tale paa en stund. Da han endelig var kommet sig, fortalte han følgende:

«Jeg maa tilstaa, at jeg hverken har hat fantasi eller kundskaber nok til at opfinde dette reiseredskab; men det er mig som har fundet paa at betjene mig av det for at ærgre og overtræffe linedansere og cirkusspringere og stige høiere end de. Det kan maaske være for seks eller syv dage siden — jeg vet det ikke rigtig, for jeg har glemt tidsregningen, at jeg steg ind i vognen ved landspidsen av Cornwall i England og tok et faar med mig for at kaste det ned til tilskuernes forlystelse. Ulykkeligvis slog vinden om ti minutter efterat jeg var fløiet op, og istedetfor at bringe mig til Exeter hvor jeg vilde gaa ned, førte vinden mig ut mot havet som jeg svævet over i en umaadelig høide.

Det var en lykke for mig at jeg ikke hadde misbrukt faaret til forlystelse; ti den tredje dag efter opstigningen tvang sulten mig til at dræpe dyret. Da jeg allerede var langt forbi maanen og efter syvti timers forløp var kommet saa nær solen, at øienbrynene brændte op, saa la jeg dyret paa side, efterat jeg hadde kvalt det, der hvor solen hadde mest magt og inden tre kvarter var det ganske stekt; derav har jeg nu levet paa hele min luftreise.

Grunden til at min reise blev saa lang var den, at et rep løsnet som korresponderte med en ventil paa undersiden av ballonen, og som var bestemt til at slippe den uforbrændelige luft ut. Hvis ikke De hadde skutt paa min ballon og revet den istykker, kunde jeg som Muhamed ha blit svævende mellem himmel og jord til dommedag.

Han var saa høimodig at forære vognen til mine styrmænd og faaret kastet han i havet. Ballonen som var sterkt beskadiget av mine kugler gik fuldstændig istykker, da den faldt ned.