Side:Münchhausen.djvu/42

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


øine og saa paa hverandre, som om vi vilde spørge hverandre, hvad dette var. Tænk dem til, det var tonerne som var frosset fast i hornet og som nu, da varme efterhvert smeltet dem op, kom klingende og klare frem, til ikke liten glæde for postillonen; ti det interessante instrument skaffet os i en hel halv time udmerket musik, uten at man behøvet at blæse i det. Vi fik høre den preussiske marsch og mange folkeviser. Dette var mit sidste eventyr paa min reise i Tyskland.

Mange reisende har for vane at fortælle mere end hvad de har set. Det er derfor ikke underlig, at læsere og tilhørere undertiden er tilbøielig til at være vantro. Skulde imidlertid nogen i dette ærede selskap tvile paa sandheten av mine ord, da vilde denne mangel paa tiltro smerte mig overmaade meget, og jeg vil da heller be vedkommende trække sig tilbake, før jeg be gynder at fortælle om mine eventyr tilsjøs som er endnu meget mer vidunderlige, skjønt de kanske er noget mindre autentiske.

————————
SJETTE KAPITEL
Første eventyr tilsjøs.

Den første reise jeg gjorde i mit liv kort før hin i Rusland, hvis merkelige hændelser jeg har fortalt, det var en sjøreise.

Jeg var, som min onkel den sortskjæggete husarmajor ofte pleiet at si, rigtig i slyngelaarene, og man kunde endnu ikke se om det hvite dun paa min hake var dun eller skjeg, og dog hadde jeg allerede dengang, nat og dag, ikke tanker for andet end at reise og fløi i mine drømme over have og lande.

Min far hadde tilbragt den største del av sin ungdom paa reiser og pleiet at forkorte de lange vinteraftener med at fortælle sandfærdige historier om sine eventyr. Man kan derfor tilskrive min reiselyst baade min naturlige smak og min fars eksempel. Kort sagt, jeg grep enhver leilighet som syntes at by mig et middel til at tilfredsstille min uovervindelige længsel efter at se verden; men alle mine bestræbelser førte ikke til noget heldig resultat.

Var det stundom lyktes mig at skyte en bresche ind i min fars vilje, saa gjorde min mor og min tante desto sterkere motstand, og inden et par minutter maatte jeg saa igjen gi slip paa hvad jeg netop hadde tilkjæmpet mig.

Endelig vilde skjæbnen, at en av mine slegtninger paa min mors side avla os et besøk. Det varte ikke længe, før jeg blev hans yndling; han sa ofte til mig at jeg var en kjæk, pen gut og at han vilde gjøre alt hvad der stod i hans magt for at jeg skulde faa mit ønske opfyldt. Hans overtalelse hadde mere magt end min, og efter mange forestillinger og motargumenter og indvendinger kom man endelig til min store glæde til det resultat, at jeg skulde være med vor slegtning paa en reise til Ceylon hvor hans onkel i flere aar hadde været guvernør.

Vi seilte fra Amsterdam med en meget vigtig mission fra de høie generalstater. Vor reise forløp uten nogen merkelig hændelse, med undtagelse av en frygtelig storm, som jeg dog paa grund av de følger den hadde, maa