Mens jeg overveiet dette og lignende betragtninger saa jeg en kugle som fra fæstningen blev avskutt mot vor leir; den fløi nogen skridt under mig. Jeg sprang over paa den og kom lykkelig tilbake til mine igjen, rigtignok uten at ha naadd mit maal, men allikevel helskindet.
Var jeg letvint og flink til at voltigere, saa var sandelig min hest det ikke mindre. Den veg ikke tilbake hverken for hæk eller grøft, men gik like paa. En dag løp en hare som jeg forfulgte, tvers over veien; i samme øieblik kom en vogn med to smukke damer og skilte mig fra haren. Men min hest sprængte saa let og hurtig gjennem vognen hvis vindu stod aapent at jeg trods min medfødte artighet, som ellers overalt gjør mig saa avholdt og skaffer mig venner blandt høi og lav, umulig fik tid til at ta hatten av og heller ikke kunde faa be damerne undskylde min store frihet. Min hest hadde slik fart at da jeg endelig kom mig av min bestyrtelse og saa mig om, var vi kommet en halv mil foran haren som ganske gemytlig satte sig op og saa haanlig paa os. Det vilde være umulig at vende om; det vilde jeg ikke kunne forlange av min dyrebare hest; det vilde ha krænket dens æresfølelse.
En anden gang vilde jeg sætte over en sump; da jeg var midt over den blev jeg var at den var dog meget større end jeg hadde forestilt mig; jeg vendte derfor pludselig om og vendte tilbake til strandbredden for at gjøre et nyt tilsprang; den gang gik det endnu værre, for jeg sank i like til halsen, jeg hadde sikkert gaat under, hvis jeg ikke med anvendelse av al min kraft hadde trukket mig selv op efter min egen haarpisk, mig og min hest, som jeg holdt fast mellem benene.
