Da der gik nogen tid før jeg kunde faa tjeneste i arméen saa hadde jeg i flere maaneder fuld frihet og raadighet til at bli kvit min tid og mine penge paa den nobleste maate. Mangen nat blev tilbragt med spil og mangen nat ved bægrenes lystige klang. Det kolde klima og folkeskikken har indrømmet flasken en overordentlig vigtig social stilling, som den ikke har i vort nøgterne Tyskland, og jeg fandt i Rusland mennesker som kunde gjælde for fuldkomne virtuoser i drikkekunsten; de var dog bare stympere sammenlignet med en gammel major med graa bart og kobberrødt ansigt som spiste med os ved table d’hôte. Denne tapre mand hadde i et slag med tyskerne mistet det øverste parti av sin pandeskal, saa han hvergang han blev forestilt for en fremmed paa det høfligste bad om undskyldning for at han maatte beholde hatten paa ved bordet. Under maaltidet hadde han for vane at drikke nogen flasker kirsebærvin og efterpaa at tømme endnu en flaske arak, efter omstændigheterne kunde han stundom fordoble denne dosis, og dog var det umulig at merke selv det ringeste tegn til at han var beruset. Det synes De vel lyder utrolig; det syntes jeg selv, og det varte længe før jeg kunde komme efter hvorledes dette var mulig, indtil jeg en dag tilfældigvis fandt nøklen til den sælsomme gaate. Den gode general hadde nemlig den vane fra tid til anden at løfte paa hatten; det hadde jeg set flere gange, men uten at lægge vegt paa det. Der var jo ikke noget rart i det, naar han var varm, endnu mindre rart var det at hans hode trængte luft. Men tilslut la jeg merke til at hver gang han tok hatten av løftet han med det samme paa en sølvplate som tjente ham som pandeskal og da dampen av de sterke drikke han hadde tat til sig, steg op som lette skyer. Gaaten var løst. Jeg fortalte min opdagelse til to av mine venner, og jeg tilbød mig at bevise dem sandheten av min iagttagelse. Jeg stilled mig derfor i den hensigt bak generalen med min pipe og i samme øieblik han løftet hatten av stak jeg et stykke brændende papir hen til den opstigende damp og vi nød et like saa nyt som beundringsværdig skuespil. Jeg hadde forandret røksøilen til en ildsøile, som steg op over generalen, og de dampe som hang sig fast i den gamles haar dannet en blaalig glorie som jeg aldrig har set skjønnere paa noget helgenhode. Mit eksperiment kunde ikke bli skjult for generalen, men han ærgret sig saa litet over det, at han endogsaa flere gange tillot mig at gjenta forestillingen, da det ga ham et saa ærværdig utseende. Saa ofte der kom en ny gjest til vort bord, fik han da se dette skuespil, og for at gjøre det endnu mere festlig blev der væddet om den ene flaske arak efter den anden, som vi da lot generalen vinde og som han alene maatte drikke. Tilsidst blev hans helgenglorie saa stor, at himlen fandt det for godt at flytte ham over til de hellige og jeg glæder mig til engang at finde ham igjen blandt dem.
