var umulig at undkomme. Mekanisk la jeg mig flat ned i slæden og overlot det til hesten at klare saken. Hvad jeg ønsket, men ikke turde haabe paa, skedde dog. Ulven sprang rasende løs paa hesten uten at bry sig om min ringe person og i løpet av nogen minutter hadde den flænget istykker hele bakdelen paa det stakkars dyr som av angst og smerte bare løp desto fortere. Jeg var reddet. Jeg stjal mig til at stikke hodet frem og saa til min forfærdelse at ulven formelig hadde ædt sig ind i dyret; det gjaldt at nytte øieblikket, før den kunde smutte bort; jeg betænkte mig ikke længe, men grep pisken og begyndte at bearbeide ulven av alle mine kræfter; denne uventede efterret skræmte den; den styrtet fremover med hele sin tyngde; skelettet av min hest sank sammen og — ja det er forbausende — ulven krøp ind i dens skind.
Jeg prylte bare mere paa og da dens rasende løp ikke stansed, saa kom vi meget hurtig og velbeholden til St. Petersburg, til stor forbauselse for alle som møtte os og ganske imot min formodning.
Jeg vil slet ikke kjede dem, mine herrer, med lange historier om sæder og kunst og videnskab og andre ting i denne Ruslands straalende hovedstad, endnu mindre skal jeg plage dem med de intriger og eventyr som møter en i den elegante verden hvor husets dame altid møter den fremmede med likør eller med et kys til velkomst. Jeg vil heller rette deres opmerksomhet paa vigtigere og ædlere ting, f. ex. heste og hunde, som jeg altid har hat en særegen forkjærlighet for, og videre paa ræve, ulve, bjørne, som Rusland, der jo er rikt paa alslags vildt har en overflod paa, mere end alle andre lande i verden; og endelig vil jeg fortælle om de fornøielser, ridderlige idrætter og glimrende bedrifter som klær en adelsmand bedre end alle franske skjønaanders stakkars brokker græsk og latin eller alle parfumer og grimaser og krumspring.
