mave vi hadde været, naadd hit ad underjordiske veie. Kort sagt; vi befandt os nu engang der og var meget tilfreds dermed; med alle seil op, styrte vi til kysten, og jeg var den første som steg paa land.
Neppe hadde jeg sat foten paa landjorden, før jeg blev antastet av en tyk bjørn.
«Ha», tænkte jeg, «du kommer mig netop tilpas!»
Jeg tok den i begge forlabberne og rystet dem saa den begyndte at hyle. Jeg lot mig ikke forstyrre av dens brøl, men holdt den fast saalænge at den sultet ihjel. Herved skaffet jeg mig en saadan respekt hos alle bjørne, at siden den tid har ingen vovet at anfalde mig.
Jeg reiste saa til St.Petersburg, hvor jeg av en gammel ven fik en gave, som jeg satte stor pris paa, nemlig en jagthund som nedstammet fra den prægtige hund som jeg fortalle dem om, som ynglet da den forfulgte en hare. Ulykkeligvis blev hin hund dræpt av en klodset jæger, da han skjøt efter en flok akerhøns. Jeg lot mig lave en vest av det gode dyrs skind som de ser her og som jeg paa jagt altid fører mig til de steder hvor jeg er sikker paa at finde vildt. Hvis jeg da er nær nok til at kunne skyte, springer en av vesteknappene hen til det sted hvor vildtet er, og da jeg bestandig er forsynt med bøsse og krudt, saa slipper det aldrig fra mig.
Som de ser, har jeg endnu tre knappe i behold; saasnart jagten begynder igjen, skal jeg la to nye rader sy i. Hvis de da vil besøke mig, skal det ikke mangle paa underholdning.
Men for denne gang vil de tillate mig at trække mig tilbake og ønske dem god nat!
