Men hun fik tæring, hendes børn blev matte,
Hvergang der barsel blev, var maden stor.
Blodløse huldrer hun i verden satte,
En sjæl i vildmark var det sidste nor,
Da,skjønned man, det vared ikke længe,
Nu er hans lyre ganske uden strenge.»
Men om end hans anseelse som digter i nogen grad dalede, saa vedblev han dog fremdeles at være kristianiasalonernes kjæledægge.
Man maa dog ikke tro, at dette havde sin grund deri, at Welhaven var en mand med udsøgte fine manerer; desværre det var nok langt derifra. Heller ikke var han salonæstetiker, der udbredte sig over litterære emner og problemer. Det laa fjernt fra ham paa slige folks maner at diskutere et saa interessant tema som f. eks. berettigelsen af det erotiske element i det episke drama», kfr. Paul Chievitz: «Fra gaden».
Hvad var det da, der gjorde ham saa yndet?
Jo, hans konversation! Man fandt den bedaarende, fængslende og poetisk.
I et selskab, hvor jeg kom tilstede, sad han som sedvanlig omgivet af en beundrende damekreds. Jeg hørte en af damerne sige:
«Nei, stakkels fru N. N., hendes datter vil aldeles ikke have den udmerkede unge mand hr. P. O.!»
