«Nei, se mig til den borger blandt snobberne!»
Oscarshall kaldte han en mysost paa en talerken. Om han nu saa op af sin grav, hvad vilde han saa sige om Kristiania nye, smagfulde(!!) bygverker.
I en henseende vedblev han i den tid, jeg traf ham, at være sig selv lig: Naar han hørte Henrik Wergelands navn nævne, vendte han sig og gik, idet han sagde:
«Det var en ildgjerningsmand, han skulde været klemt mellem skjolde!»
Som bekjendt var det, der i de senere aar kom fra Welhavens pen af mindre betydenhed end tidligere. Hermed var man ikke lidet misfornøiet, især da selvfølgelig folk, der fra dæmringstidens dage havde et horn i siden paa ham.
Denne misfornøielse har fundet et udtryk i følgende vers, som jeg har stødt paa i en gammel avis, og som jeg har troet, det kunde være af interesse at medtage her:
«Der var en kritiker, som kunde skrive
Korrekte ting i prosa og i vers;
En klassisk form han kunde tanken give:
Snart fin allegori, snart vittig skjerts.
Hans musa var den skjønne græske kvinde,
Hvis træk man i hans poesi kan finde.
