Side:Mørch - Da Kristiania var smaaby.djvu/65

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
57

at tæring skal nu engang sættes efter næring, at paladsets taffel ei skal hugne af overflødighed, medens den sidste bid borttages fra det simple bord i armodens hytte for at kosteliggjøre en stormands dessert. Aristokrater! alt lyder den fjerne hule drøn, som varslende bebuder eders sidste time: snart vil lighedens, vil frihedens tempel kneise mægtigere end eders stolte paladser; thi sandhed er skaldens ord, der i sin frihedssang for den norske fjeldbonde synger:

Født til sin odel, min nordmand fribaarne,
Byder despot og vilkaarlighed trods!»

Og da derpaa bønderne mødte saa mandsterke frem paa tingene i 1833 og 36, var det ikke frit for, at man begyndte at blive lidt ængstelige.

Imidlertid trøstede de, der havde faaet skræk i blodet, sig ikke saa lidet, da de saa, at det blev embedsmændene, som tog ledelsen, da det i 1836 kneb i anledning af Carl Johans beslutning om en hovedkulds opløsning af stortinget.

Det fortælles i almindelighed, at det var statsraad Collett, der reddede situationen i 1836, idet han øieblikkelig, han fik underretning om kongens nævnte beslutning, fik istand et natligt møde med de to indflydelsesrige stortingsmænd, advokat Sørensen og assessor Rye, den