at tæring skal nu engang sættes efter næring, at paladsets taffel ei skal hugne af overflødighed, medens den sidste bid borttages fra det simple bord i armodens hytte for at kosteliggjøre en stormands dessert. Aristokrater! alt lyder den fjerne hule drøn, som varslende bebuder eders sidste time: snart vil lighedens, vil frihedens tempel kneise mægtigere end eders stolte paladser; thi sandhed er skaldens ord, der i sin frihedssang for den norske fjeldbonde synger:
Født til sin odel, min nordmand fribaarne,
Byder despot og vilkaarlighed trods!»
Og da derpaa bønderne mødte saa mandsterke frem paa tingene i 1833 og 36, var det ikke frit for, at man begyndte at blive lidt ængstelige.
Imidlertid trøstede de, der havde faaet skræk i blodet, sig ikke saa lidet, da de saa, at det blev embedsmændene, som tog ledelsen, da det i 1836 kneb i anledning af Carl Johans beslutning om en hovedkulds opløsning af stortinget.
Det fortælles i almindelighed, at det var statsraad Collett, der reddede situationen i 1836, idet han øieblikkelig, han fik underretning om kongens nævnte beslutning, fik istand et natligt møde med de to indflydelsesrige stortingsmænd, advokat Sørensen og assessor Rye, den
