byens øvrige borgere og greb forstyrrende ind i dens hidtil temmelig fredelige selskabsliv.
Man lo af overdrivelserne fra de norsk-norskes side; saaledes morede man sig meget over en forening, der stiftedes med det formaal at sætte en stopper for alt udenlandsk.
I denne forenings statuter hed det, at mænd og kvinder for eftertiden kun skulde klæde sig i hjemmevirkede stoffe; at kvinderne ikke maatte bruge hovedtørklæder til høiere pris end fire mark; at ingen maatte kjøbe silkebaand, bomuldstrømper, kostbare kamme eller udenlandske knapper; dog skulde mændene have tilladelse til at kjøbe «calico» til en halsekrave.
Over slige bizarrerier morede man sig, men ligefrem uhyggelig og forargelig fandt man slig voldsom tale som følgende tirade i en erklæring fra flere valgmænd af Gudbrandsdalen i anledning af et valg i 1832:
«Enevældets gjengangere! Norges aristokrater, eders haan har vi hørt — den er afmægtig, men skjælver, hvis I vil trodse den magt, som erklærer sig imod eder, den offentlige stemme! Til gage og pensionstillæg i tusinde og titusindevis skulle hine magelige ja-jaer ikke lyde i tinghallen fra eders og kreaturers munde; thi hin magt har erklæret,
