akademisk dannede mænd. Der fortælles saaledes, at en prøveadvokat i sin indledningstale for høiesterets skranke udtalte, at han ved at staa ligeoverfor de høistærværdige herrer følte sig som den romerske feltherre, da han stod ligeoverfor kong Pyrrhus’s elefant.
Denne drastiske maade at udtrykke sin respekt paa maa dog antages at have vakt munterhed; thi jeg har senere ikke én, men mange gange, hørt folk ved synet af de høistærværdige herrer mumle: «Se, der kommer elefanterne!»
Tiderne skifter, nu maa høiesteretsassessorer og professorer finde sig i at blive seet paa som andre dødelige. Formeget og forlidet er lige galt, gik man dengang forlangt i sin veneration for folk i anseede stillinger, gaar man nutildags forvidt i den modsatte retning, idet man ligeoverfor personer i høie stillinger tillader sig friheder, der overalt ellers i verden vilde blive betragtet som et udslag af mangel paa god opdragelse og levemaade. Saadant kunde nok ogsaa en og anden gang komme tilsyne i ældre tider, men da vankede tilrettevisningen straks og paa stedet.
Vi har hørt, hvad biskop Krogh svarede sin næsvise famulus.
