kjøbmandspatriciat var det forbi. Ikke destomindre var der dog i tyve- og trediveaarene og langt oppe i firtierne, for ikke at sige femtiaarene, en kreds, der skilte sig temmelig sterkt ud fra byens øvrige indvaanere.
Denne kreds dannedes vistnok oprindelig af professorerne ved vort nye universitet. Flere af disse herrer, saasom de medicinske professorer Skjelderup, Sørensen og Tulstrup, var allerede udnævnt under Christian Fredriks regime, og de følte sig, og det maaske ikke uden grund, som staaende adskilligt over byens øvrige borgere i kultur. De blev ogsaa seet op til som en egen kaste af vismænd, for ikke at sige troldmænd.
Forøvrigt er det nok ikke værd, efter nutidens begreber, at tale for høit om disse herrers lærdom; men vist er det, at de medbragte fra Kjøbenhavn, der dengang mere end nu var Nordens Athen, en høiere social kultur, og de følte sig i høi grad stødt over, hvad de — sit venia verbo — kaldte norsk raahed. Til denne professorklik sluttede sig ialfald delvis de høiere embedsmænd, saasom assessorerne i høiesteret. Disse ansaaes som noget ganske enestaaende af visdom og lærdom, ikke alene af den almindelige mand, men ogsaa af
