glas punsch, og gik det høit, endog en kold aftenanretning, men uden nogen egentlig spisescene.
Med dette traktement skulde man den hele aften gaa omkring og føre en livlig og aandrig konversation og med anstand høre paa lidt amatørsang og pianospil.
Forat sligt skal kunne gaa, maa man, som i London eller Paris, have spist en sen middag.
Imidlertid vakte disse soiréer efterligning hos mange af byens borgere, og man vedblev i mange aar i visse kredse at holde soiréer i den omtalte stil lige til op i femtiaarene.
Nu ser man vistnok, efter hvad jeg ved, ikke noget til den slags selskabelighed. Gaar man nu i aftenselskab, forlanger og faar man substantiellere sager. Trods at modens herredømme er sterkt, raljeredes dog over denne art selskabelighed; saaledes erindrer jeg, at engang vor berømte skuespiller Hagen indfandt sig i en saakaldt «fransk soiré», i sin fineste puds og med sine mest belevne manerer, satte han sig forsigtig paa den yderste kant af en stol og, idet han holdt sin chapeau-bas med en hemmelighedsfuld mine op til ansigtet, betroede han sin nabo:
