min fader var de eneste tilskuere paa første bænk i parkettet, og raabte:
«Kan ikke du din klods hjælpe din gamle fader kappen paa!»
Alles øine vendte sig nu mod Wergeland og hans sidemand, hvilket min fader fandt alt andet end fornøieligt, hvorfor han vendte sig til Wergeland og sagde:
«Nei, vil De spille med, saa faar jeg se at finde mig en anden plads!»
Af det her fortalte fremgaar det, at Henrik Wergeland, naar han færdedes ude blandt det store publikum, jevnlig viste sig som den joviale og humoristiske mand. Han var derfor ved slige anledninger overmaade velseet; man vidste, at naar han kom tilstede, blev det livligt eller «leven», for at bruge et udtryk fra kristianiajargonen.
Især var dette tilfældet, naar han mødte frem den 17de mai. Man identificerede denne dag med ham. Jeg har selv hørt, at man raabte: «hurra for syttendes mai og for han Henrik, som indstifta da’en!»
Forøvrigt var jeg i Wergelands dage ikke hyppig tilstede ude paa gaden og offentlige pladse en 17de mai. Det var nemlig i de dage nærmest spektakler og kommers, der
