Jeg erindrer meget vel, at han under saadanne forestillinger paa Gruesalen til stor moro for publikum tillod sig overlydt at underholde sig med komedianterne.
Ved en slig leilighed var der fremme en gjøgler, der forlystede tilskuerne ved at balansere et tændt talglys paa næsen, hvorved han øiensynlig generedes, da der dryppede ham varm talg ned i ansigtet. Men Wergeland tilraabte ham med lune:
«Frisk mod Antonius, tør af og fortsæt!»
Det var dog ikke alene paa Gruesalen og deslige obskure steder, at han tillod sig slige friheder.
Engang min fader havde været i Kristiania teater, kom han halv ærgerlig og halv leende hjem og sagde:
«Ja, iaften har jeg ikke alene været tilskuer, men næsten ageret med!»
Man havde givet «Den hjemkomne Nabob», i hvilket stykke der er en scene, hvor fader og søn er inde sammen. Faderen er overensstemmende med det traditionelle udstyr kostumeret med en slængkappe. Da nu denne hvert øieblik holdt paa at falde af gamlingen, uden at sønnen rørte paa sig for at hjælpe sin fader, reiste Henrik Wergeland sig, der tilligemed
