den ogsaa hadde vist sine, og efter frugterne af disse to at drømme, om man kun saa paa det ydre, vilde Kina være bedst tjent med at faa Kristus og kristendommen o. s. v.
Sandt er det, som I ofte hører, at kinesernes nød trodser al beskrivelse og at evangeliet er det eneste, som kan bringe lægedom og trøst; det har derfor været os en stor glæde, at missionsinteressen vokser saa hjemme.
En liden tildragelse til, før jeg slutter: I januar i en af de værste snestorme, vi har hat i vinter, var der en mand, der bor ganske alene nær vor station, som om natten drog sin hustru og et nyfødt barn ud af huset og lod dem begge fryse ihjel, fordi denne nyfødte lille var en pige og ikke gut. — Det vilde være aldeles frugtesløst for moderen at henvende sig til andre folk, da de tror, at hvis mødre gaar ind i nogens hus eller forbi nogens dør, før den lille er en maaned gammel, blir der sikkert dødfald paa samme sted snart. Til templerne, hvor tyve, røvere og tiggere er tilladt at være, var der heller ikke tale om at gaa, da gudernes brændende vrede vilde bli vakt. Da hun vist ikke hadde kjendskab til kristendommen, trodde hun vel, at de indfødte kristnes og vore døre ogsaa var fast tillukket mod sig. Døden kunde heller ikke imødesees som en befrier fra det onde. Nei, de har lært, at hver kvinde fra fødselen af, især de som dør under barnefødsel, er skyldig i, ved døden, at styrtes i et tjærn (lake) af blod, hvor der tørstige kun faar blod at drikke. Over dette tjærn er der et tykt mørke, og dets stank naar til skyerne. Da hendes mand var grusom nok til at dræbe hende, vilde hun knapt vente, at han skulde leie prester til at messe sig ud af denne elendighed. Der var saaledes ikke engang rum for et
