akoba heder han.
Det var langt borte i en afdal med mange varme kilder — kogende vand — og ellers kogende hedt i luften, saa en knapt kunde puste paa denne aarstid. — Vi var samlet til eksamen i en liden skolestue, hvor læreren hadde sin seng og sine madkar oppe paa nogen bjælker under taget, mid over døren. — Vi hadde netop sunget en salme. „Nu faar en af dere be om Guds velsignelse for os,“ siger jeg. Jakoba reiser sig — en liden spinkel fyr med tindrende øine — og saa bad han:
„Kjære Gud, vi skal ha eksamen idag, og du maa hjælpe os. Vi vil ikke bare at missionæren skal bli tilfreds med, hvad vi kan; vi vil allerhelst kunne saant, som du blev glad i os for. Velsign os derfor, amen!“
Dette var første gang, jeg saa og hørte Jakoba. Det viste sig snart, at han var en flink fyr, læste flydende og fortalte saa pent om den forlorne søn, at det var en fryd at høre paa. Han fik to billeder af Jesus, og dem var han svært glad for. — —
Eksamen var slut. Jeg hadde faat mig mad og kaffe. Nu tog jeg en liden tur edenfor byen for at trække frisk luft. Oppe paa toppen af et nedramlet fjeldstykke ser jeg en gut sidde paaskrævs og med en lang bambusstang i
