mine. „Mon det vilde gjøre ondt, om han fik et puf?“ spurgte vor uforbederlige lille ven sig halvhøit. „Bare et ganske lidet puf!“ Som tænkt, saa gjort.
Men gudens ansigt udtrykte hverken mishag eller smerte.
„Kanske,“ tænkte Yong, som følte sig helt dristig nu, „vilde han dog merke det, om han blev brændt?“ Og han tog billedet og bar det ud i gaarden, hvor der endnu laa gløder paa et aabent ildsted (familiens kjøkken). Han anbragte guden i den endnu glødende aske.
Men neppe havde han gjort det, før samvittigheden slog ham, og han løb skyndsomt bort og gjemte sig i haven. Snart saa han fra det fjerne en blaalig røg — saa nogen flammer — og da han endelig vovet sig nærmere igjen, var guden — aske. Men da grebes han af skræk for sin far og gjemte sig igjen i haven.
Da forældrene kom hjem, var gutten borte. Men — bordet stod der endnu, og faderen raabte: „Hvor er min gud?“ Yong turde ikke bli i sit skjul, men listet sig bævende frem og hvisket: „Aa, far, du maa ikke være vond, men han brød sig slet ikke om det!“ — „Hvad? Hvem? Tal, gut!“ raabte faderen og greb gutten i pisken, idet han svinget en stol over hans hode. Moderen ilet til og fik faderen først at høre paa guttens tilstaaelse. Yong maatte nu meddele det hele, og faderens vrede gik mer og mer over til undren, indtil han tilsidst udbrød:
„Hvorledes kan en gud, som ikke kan værge sig mod fornærmelser, ja ikke engang mod ilden, hjælpe et menneske? Fra idag af tilber jeg ikke afguder mere.“
