De kristne takket for hønen, takket for den gode vilje
og haabet, at han vilde søge hen til den rette Gud. Og
istedetfor at spise op hønen, spurgte de ham, om han
hadde noget imod, at den blev menighedens høne. Nei,
hvorfor skulde han ha noget imod det? Og saa blev det.
Da de kom tilbage til kirken, var alle snart enige om, at
den skulde „opdrages“ hos læreren og altid bli anset som
vor Herres egen høne.
Tiden gik, og hønen blev stor. Saa kom krigen og de slemme tider. De kristne i byen rømte til Ft. Dauphin, hedningerne tog tilbens det bedste, de kunde og gjemte sig i skogen. Og da blev det haardt at være høne. Ti er der noget, som røverne liker, saa er det hønsesteg. Og der var nok af høns i den byen. Da var det, at denne „vor Herres høne“ saa, hvorledes hendes kammerater blev fanget og ribbet, og saa tænkte den vist i sit stille sind, at det var bedst for helsen at komme sig ud af byen, jo før, jo bedre. Som tænkt, saa gjort.
Men krigen varet længe. Der gik to maaneder og der gik tre, før folk vaaget sig ud af skogen og tilbage til sine hjem. Der var øde og tomt. Af alle ænderne, gjæssene og hønsene var der ikke saa meget som en fjær at finde igjen.
Men hvad sker? Dagen efter at læreren er flyttet ind igjen, hvem skulde det vel være, som kom spadserende opover mod huset, uden hønen, fulgt af elleve halvvoksne arvinger! Og den var svært saa kry af sin store familie! Men du, for kakling og skjænd der maatte til, før hun fik dem alle ind paa lærerens gaardsplads! Og du kan tro, der blev folksomt paa tunet! Slig en rar høne maatte
