ortenfor skogen i Andanivato bor en gammel heksedoktor: Han er navngjeten vidt og bredt for sine kunster, og er halvdelen sandt af det, som folk siger, han kan gjøre, saa er det rigtig fælt. Det er bare smaatterier for ham at mane frem regn og solskin og holde græshopperne væk fra ageren; men han skal kunne tyne folk bare ved at se stygt paa dem, og da kan du skjønne han er kjendt og frygtet. Naturligvis er det bare skrøner, alt det snakket om hans kunster, men folk tror det nu alligevel.
Ifjor holdt de kristne et møde i det nabolag, hvor den gamle fyren bor. Et par af de ældre mandfolk tog mod til sig og gik ind i hytten hans, ti de tænkte som saa, at dersom der var nogen, som trængte til at høre om Jesus, saa var det netop Ramonja, — slig hed gamlingen.
Jo da, de traf ham i godt lune, og han hadde intet imod at høre om „de hvides gudsdyrkelse“, som han kaldte det.
Da de skulde til at gaa, kom han frem med en ung høne, og bad dem ta imod den som gave. „Ikke vil jeg, at De skal tro, jeg er slig busemand, som vil eder ondt,“ tilføiet han. „I frugt er gift, i kogt kjød er gift, men ikke i en levende høne.“
