i sit rum, hørte vi ligesom en underkuet skrig og jammer fra pigen. Jeg laa i min seng og kunde ikke undersøge, hvad det var. Jeg spurgte smaagutterne min, og de sa bare, at kvinden og lille pigen var i sit rum og døren var laast. Jeg laa der saa ængstelig og hørte paa dette. Smaaguterne blev ogsaa ræd og paa samme tid nysgjerrig. De saa et hull høit oppe paa væggen og fandt sig noget at klyve op paa, saa de kunde faa se, hvad som foregik derinde. Saa komme de styrtende ind i rummet til mig og sier: „Hun holder paa at binde pigens fødder, og hun har en saks, som hun klipper skindet mellem tæerne, og et vestykke, som hun banker hende med, om hun ikke ligger stil.“ Jeg næsten fløi ud af sengen og var saalangt, at jeg tog i dørlaasen, før jeg sanset paa, at jeg ikke hadde lov at snu mig i sengen, lang mindre gjøre sligt sprang. Jeg raabte da paa min mand, at han maatte gaa og stanse barbariet. Siden hørte vi ikke mer jammerskrig, og pigens fødder fik vist vokse sin naturlige vekst den korte tid, de var hos os. Aa, for alle de søvnløse nætter fodbindingen forvolder. Er pigerne uvillig til at la fødderne binde, skræmmes de med: „Binder vi ikke dine fødder, saa de blir rigtig smaa, saa blir du ikke gift. Hvem vil ha en med store fødder labbende rundt i huset?“
Fodbindingen skulde dog nu snart ha set sine bedste dage. En stor del kvinder af høiere stand har løst sine fødder og modarbeider skikken; men de almindelige folk vil nok holde sine fædres skikke i lange tider endnu.
Naar en pige blir henimod halvvoksen, maa hun næsten aldrig sees ude. Kommer der fremmede, maa hun springe ind i sin lille hybel. Skal hun besøge en ven eller
