Lande og Riger. Den 24de Juli 1580 udgik Skrivelse til samtlige Bisper om at paasee, at Presteskabet og andre skulde – under Livsstraf – afholde sig fra denne Bogs Læsning[1]. I Throndhjems Stift var dog visselig her intet Forbud nødvendigt. Sandsynligviis vare faa eller ingen deroppe vidende om et sligt Verks Tilværelse. Bergen er det eneste Sted i Norge, hvor man har Efterretninger om Stridigheder angaaende Konkordiebogen. Ved samme Leilighed mærke vi os et andet Kongebud, sigtende til Overholdelsen af den dogmatiske Uniformitet, nemlig Forbud af 1591 „mod at opvække nye Disputatser i Religionssager“[2]. Ogsaa dette Forbud var vistnok temmelig overflødigt i Norge.
3. Som ovenfor omtalt, var Jæmteland ved Stettinerfreden ogsaa i geistlig Henseende kommen under Norge, og vi have allerede berettet, hvorledes Kongen i 1578 havde ladet en Skole anlægge sammesteds. 1585 skede atter en Foranstaltning vedkommende denne Provins. Regjeringen var nemlig bleven opmærksom paa, at Almuen der ikke udøvede sin Kaldsret overeensstemmende med Ordinantsen, „men stundom efter eget Tykke dermed fremfarer og dertil kalder, hvilken sig først haver foregivet.“ Ved Kongebrev af 24de Oktober 1585[3] indskjerpedes nu ei alene Ordinantsens almindelige Regler for Prestekaldelsen, men det bestemtes derhos, at til Prest i Jæmteland kun maatte tages en af Kongens „egne indfødte Underdaner,“ med andre Ord ingen Svenske, og rimeligviis ikke engang nogen fød Jæmtlænding. I det mindste vide vi, at i Begyndelsen af næste Aarhundrede maatte en Prestesøn fra Jæmteland, Mogens Blix, siden Sogneprest til Throndhjems Domkirke, takke Kantsleren Kristian Friis’s Mellemkomst for den ham tilstaaede særdeles Gunst at blive Kapellan hos sin Fader[4].
4. Den samme Kristian Friis til Borreby, som vi
