sin Tjeneste; de øvrige holdt sig udentvivl ved sine Prestegjeld paa Landet.[1]
I 1558, Kristian den tredies sidste Leveaar, finde vi flere Kongebreve, som synes at vidne om en vis Omsorg for Kirkens og Geistlighedens Tarv i Norge, og det maaskee endog, saavidt vi kunne slutte, saaledes, at Kongen af sig selv har henvendt sin Opmerksomhed i denne Retning. Lensmændene i samtlige Norges Hovedlene tilholdes saaledes at sørge for, at Presterne ikke mangle sin Underholdning, at Hospitaler og Skoler ikke lide Nød, at Kirkerne faa sit Gods tilbage, hvor noget er frakommet dem. Om Tienden i Oslo, Hamars og Throndhjems Stifter udgaa skjærpede Bestemmelser, og til Hans Gaas rettes særlig en Formaningsskrivelse (af 19de Marts 1558), hvori Kongen lader ham vide, at han har faaet høre, „at der i Throndhjems Stift skal findes stor Forsømmelse paa Religionen,“ og indskjærper ham nøie at tage vare paa Embedets Pligter.[2]
Ihvorvel vi neppe i denne Skrivelse til Biskoppen tro at burde see nogen Udtalelse af Misnøie med hans Embedsforhold, men snarere kunne see et Udtryk af Kristian den tredies Interesse for det kirkelige Væsen, er det nok tænkeligt, at Brevet har bidraget sit til, at Mag. Hans i samme Aar 1558 atter gjorde en Reise til Danmark i sit Embedes Erender; Schøning antager ellers, at denne Ferd ogsaa skede i Domkirkens Anliggender og for at faa Ret paa forskjellige Tvistemaal, hvori Bispen var kommen med Lensherren Evert Bild, som i 1553 havde afløst den ovenfor omtalte Kristoffer Galle. Bi besidde endnu en Opskrift paa de Klagemaal, Biskoppen ved denne Leilighed forebragte Regjeringen,[3] men der er ikke meget deraf, som det kan lønne Umagen at indtage i vor Fremstilling. Fremdeles er det nemlig den gamle evige Vise om Prester, som mangle Prestegaard, ikke faa Udferd o. s. v., Degne, som ikke have faaet Jord udlagt, Kranglerier om Tienden, (især den Fjerdepart deraf, som kaldtes Bondelodden), Klager over at et
