for Luthers Lære og siden – uvist naar og hvorledes – kommen hjem til Norge, hvor vi saaledes i 1538 finde ham i Throndhjem. Det er meget muligt, at han hele Tiden under sine Ophold udenlands har besiddet et Kanonikat her, men ogsaa muligt, at han, som ovenantydet, først ved denne Tid blev optagen i Kapitlet.
Lærdom var ikke saa almindelig i Norge for tre hundrede Aar siden, at jo en Mand med Mag. Thorbjørns Studier maatte synes at have en lovende Fremtid for sig og dette i samme Mon, som den ofte nævnte gamle Dekanus Hr. Knut Pederssøn Skanke havde en Fortid, som, om end Tilgivelse var ham lovet, dog gjorde ham uskikket til under saa vanskelige Omstændigheder at være Kapitlets Forstander. Naar vi nu see, at den sidstnævnte paa Priscae Virginis Dag (l8 Januar) 1538 afstaar sit Degnedømme til Mag. Thorbjørn, kun med Forbehold af endeel af Indkomsterne,[1] og at Kannikernes Bønskrift er af 13de Januar f. A. (Octava Epiphaniae[2]), altsaa netop udstedt i de selv samme Dage, da ligger det ret nær at antage, at et saadant Degne-Skifte er drevet igjennem af de øvrige Kanniker, som have følt Nødvendigheden deraf.
Med Thorbjørn Olafssøn som „Brevviser“ sendte da Kapitlet sin Skrivelse ned til Kongen. Deres Ansøgning gaar ud paa, at de maatte beholde sin „fattige Rente og Rettighed,“ og de paaberaabe sig først det Tilsagn om Naade, som Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld i det foregaaende Aar havde givet dem, og dernæst erklære de, at de bestandig havde raadet Erkebiskoppen til Underkastelse, og at de havde været ganske uvidende om hans Brevvexling med Pfalzgreve Frederik „lige til den Dag han lod ihjelslaa og fange E. K. Majestæts forskikkede Ambasatter.“[3] De undertegne sig „Kongens tro Tjenere og Kapellaner.“
