I samtlige Søbygderne, men især i Hevne havde Sværmeren Hans Hauges og hans Apostlers Prædikener skaffet Secten saa mange Proselyter, at næsten hele Hevnes Befolkning hørte dertil. Det blev ikke nok, at denne Ufornuft tilintetgjorde de arme Bedragnes Virksomhed og Interesse for alt det juridiske Væsen, som udgjør god Huusholdning hvilket de havde hørt at være Skam og Skade, at de opfyldte deres Tid med uophørlig Beden og Syngen, at denne nonsensikalske Religiøsitet gjorde de med samme opfyldte Mennesker i et og alt nonsensikalske eller paa Dansk afsindige, at de dermed berøvedes al Fryd af dette Livs Gode, al blid Nydelse af det, som velgjørende Flid skulde erhverve, da alt, hvad kunde kaldes Munterhed eller Glæde, af Secten erkjendes for Synd og Djævelens Væsen, men en Mængde af alle Kjøn og Aldre forlode deres Hjem og huuslige Forbindelser og, (som) den omvandrende Apostels Disciple fulgte med ham for at nyde hans bestandige Prædiken med Haab om selv at ophøies med Tiden til vandrende Apostle. Ikke faa skal have overleveret H. Hauge eller hans Apostle alle de rørlige Penge, de havde, gjort Gjeld paa deres faste Eiendomme, saa meget som de kunde og ligeledes kastet alt i den himmelsendte Lærers Skjød, uden derfor at faa ringeste Beviis eller noget, hvorefter de nogensinde igjen kunde godtgjøre deres Ret til det hos ham deponerede, da saadan Formalitet som og Renters Svarelse kun sømmer Verdens syndige Børn. Nogle have endog solgt Børn og alt, løst og fast, og hævet al Forbindelse med Verden for at følge Sværmeren, medens mange ere befaldne med Samvittighedsnag og Tvivsmaale, som hos somme endog have endt med fuldstændig Afsindighed og Selvmord.
Det er i Afkrogene, og hvor Almuen fattig, ukjendt med Livets Behageligheder saa naturligen maatte især være tilbøielig til at hente Trøst og Glæde i Udsigter udenfor en Verden, der havde for den saa lidet frydende, at Sværmeriet gjorde især Fremgang. Saameget des lettere maatte dette være Tilfældet, hvor den autoriserede Religions-Lære (som nok nogle Steder er Tilfældet) forkyndes af Prester, hvis Talenter enten ei strække til at gjøre dens Sandheder lyse og indtrængende, eller hvis Sæder ikke anbefale den. Endog, hvor Presten er, hvad han bør, men Prestekaldene i de tyndt befolkede Egne ere saa store, at det er umuligt, at Presten, mere end høist sjelden, kan tale til eller forsøge at virke paa sin Menighed, er det naturligt, at dennes Religions Begreber blive meget dunkle og crasse, og at Indbyggernes Trang til dens Trøst gjøre dem en Mand med blid, sagtmodig Adfærd og indsmigrende Væsen,
