see nogen struenseeisk Idee om Norskes og Danskes yderligere Amalgamation, men snarere klog Forsigtighed af Gunnerus, som herved vilde bøde paa de Ulemper, som kunde flyde af en altfor ringe Frekvents ved det norske Universitet, hvilken vistnok vilde være at frygte, naar der kun fandtes 60 norske Studenter i Kjøbenhavn. – At Gunnerus foretrak Udsigten til at blive Vicekansler ved det nye norske, fremfor en lignende Stilling ved det danske Universitet, er et fornyet Beviis for hans egte norske Sindelag.
Ved den nævnte Paladsomveltning i Januar 1772 var Gunnerus’s Rolle i Kjøbenhavn udspillet. Han forblev dog dernede endnu nogle Maaneder, og fik i den Tid Arveprinds Frederik, hvis gyldne Dage nu begyndte, til at give det norske Videnskabersselskab en aarlig Understøttelse. Under sit Ophold i Kjøbenhavn havde han forresten fornyet sin venskabelige Forbindelse med Suhm, Hjelmstjerne, Luxdorph, Oeder o. fl. Da vor Biskop ved denne Tid havde faaet Lyst til atter at vende sine Studier hen til Theologi, navnlig Bibelfortolkning, ønskede han gjerne at faa den i denne Videnskab velbevandrede Tauber med sig hjem til Throndhjem, hvor han gav ham Haab om at blive Konrektor, men Tauber havde ikke Lyst til at forlade Danmark.
8. Efter paa Hjemreisen at have draget gjennem Sydsverige, hvor han som bekjendt Videnskabsmand allevegne fandt en udmerket Modtagelse, kom Gunnerus tilbage til sit Bispesæde, den 1ste Juli 1772. Om sene Følelser herved udtaler han sig saaledes i et Brev til Suhm[1]: „Jeg er nu hjertelig fornøiet over at være kommen hjem igjen, og ønsker aldrig mere at see Kjøbenhavn. Især forlyste mig mine mange nye Bøger. – Det norske Universitet tilligemed Reformationen af det kjøbenhavnske kommer vel alt i Glemmebogen.“ (Hvad det sidste Punkt angaar, er det dog vist, at i de følgende Aar mange Forandringer foretoges i Gunnerus’s Forslags Aand);
Fra Marts 1773 har man atter et Brev til Suhm, hvori Gunnerus fortæller ham, at han nu stærkt tænker paa at søge
- ↑ Suhms Levnet ved Nyerup P. 350.
