allerede paa den Tid et Forslag, som siden paa det nærmeste er virkeliggjort ved den nugjeldende Forligelseslovgivning: „de stridende Parter skulde først udvælge Mænd, hver paa sin Side, som kunde mægle dem imellem, førend nogen Sag maatte indstevnes for den verdslige Ret.“
Efter derpaa at have nævnt falsk Maal og Vegt samt Overtro og Signeri, som Synder, der gaa i Svang, oplyser han, at Sabbatens Overtrædelse i Throndhjem er saare almindelig især paa Grund af den Sedvane, „som de gemene Folk have at lade sig kopulere i Froprædiken og derpaa under Høimessen og Aftensang at drikke Bryllup.“ Ogsaa befordredes, fortæller Parelius, Helligbrøden meget ved de om Søndagene saa almindelige Spil („Forspillinger“), hvortil især Ungdommen af begge Kjøn vare saare hengivne, og som naturligvis vare forbundne med Drik og Klammeri. I saadant forargeligt Forhold havde Klageren selv grebet unge Piger den Dag, da de første Gang vare til Guds Bord. Særlig nævnes som et saare skadeligt Sted et Krohuus lige ved Latinskolen „fast op til Domkirkens Dør, hvor ei alene de fleste Drenge og Piger holde sin Fropræken (!), men endog Kudskene under Høimesse og Aftensang sidde for at drikke og spille; den studerende Ungdom anlediges og derved til megen Liderlighed.“
Med Hensyn til Egteskab, vedbliver Parelius, var Forholdet misligt. Trolovede Folk levede sammen som gifte og undlode ofte i flere Aar at lade sig vie eller reiste fra Byen til andre Sogne, udgave sig der for Egtefolk, droge Landet om, avlede en Hoben Børn og forlod hinanden derpaa uden videre. Ja det gik stundom saavidt, at trolovede Festemøer for at faa Forlovelsen hævet, med Forsæt lod sig besvangre af andre, hvem de hellere vilde egte; den Straf, som heraf blev Følgen, var da just det, som den uskyldige Part ønskede. I Kapitlet havde Presterne stemt for, at saadanne Piger burde udstaa Kirketugten, men Biskopen havde forhindret det. Ugifte Fruentimmer holdt Vertshuse for Soldater og Søfolk, som gave Anledning til megen Skandale. Af endeel opregnede enkelte Tilfelde kan merkes, at en „Oberofficeer“ ganske upaatalt
