5. Som Biskop gjorde Erik Pontoppidan Katekisationens
og Skoleunderviisningens Fremme til en Hovedgjenstand
for fine Bestræbelser og udgav i den Anledning tvende Smaabøger,
som nu imidlertid neppe ere at opdrive. Den ene,
bestemt til Brug for Throndhjems Latinskole, var en Bearbeidelse
af den bekjendte Skolemand (og Forstander for de mähriske
Brødre) Amos Comenius’s „Vestibulum;“ den anden en med
Anmerkninger ledsaget Udgave af Luthers Katekismus. Den
anonyme Biografi (og den yngre Pontoppidans Annaler) give
hertil den høist interessante Oplysning, at han i Manuskript
har efterladt sig en Oversættelse af Katekismen i det
finske Sprog, hvilket Arbeide da maa ansees som det første
Forsøg paa dette Sprogs Benyttelse til Fremstilling af aandelige
Ting. Ogsaa var der mellem hans efterladte Haandskrifter
Anmerkninger til Kristenretten og den norske Kirkeordinants.
6. I 1675 anmodedes han om at reise til Kjøbenhavn for at deltage i den store Doktor-Disputation, som fandt Sted der i hiint Aar, og da han frabad sig den Ære og bad om i ethvert Tilfælde at slippe fri for Reisen, blev han, skjønt fraværende promoveret; han var den første Doktor paa Throndhjems Bispestol. Men ikke længe nød Stiftet godt af ham, da han allerede den 12te Juni 1678 døde af Skjørbug efter nogle Ugers Sygdom; hans sidste Ord var den hellige Bernhards herlige Hymne: Dum me mori est necesse o. s. v. Han efterlod som Enke Katharina Koler, en Prestedatter fra Kalundborg der siden (1681) egtede Prof. Jens Bircherod, og en Søn Valentin, siden adlet med Navnet Liljenkrands og dansk Resident i Venedig, af hvem der haves et latinsk Haandskrift (paa det kgl. Bibl.) om Jemtelands Gjenerobring af de Norske i Gyldenløvefeiden.
Melkior Augustinussøns Dom om denne sin Biskop er saadan: „Han var en from, sagtmodig og stille Mand, der gjerne vilde hjelpe og tjene alle og sin Geistlighed meget god og beforderlig, blev derfor af alle beklaget og begrædt.“ Og denne Dom synes at have været hans hele Samtids. I Al-
