1668 optagen i den svenske Adelsstand[1]. Alt dette tyder paa, at Mag. Henning maa have været en duelig Personlighed, hvad ogsaa hans Ansættelse i Throndhjem maa lade os slutte, thi det maatte jo naturligviis være af Vigtighed for Svensken at give den nyerhvervede Provins en dygtig Styrer ogsaa af de geistlige Erinder.
Hovedmanden for Throndhjems Lens Gjenerobring Georg Reichwein, lod strax efter denne lykkelige Begivenhed afholde en Takke-Gudstjeneste i Domkirken, ved hvilken Talen holdtes af Sognepresten til Fron i Gudbrandsdalen, Mag. Ivar Pederssøn (Søn af den bekjendte Dr. Peder Alfssøn), hvilken maaskee har været hans Feltprest. Talen, der endnu er til i Manuskript, men ingen historisk Merkelighed indeholder, havde til Text Davids 46de Psalme[2].
Biskop Bredal vendte i 1659 tilbage til sin befriede Stiftsstad. Den 4de Februar 1659 var han endnu i Nordland, men 8de September s. A. var han tilstede i Throndhjem. Det er altsaa urigtigt, naar Sønnesønnen fortæller, at han forblev paa Throndenes indtil den kjøbenhavnske Fred var sluttet. Af Begivenheder i den geistlige Historie før den nævnte Fred vides intet at merke uden den sedvanlige drøie Beskatning der naturligviis var den første Hilsen, som Oldenborgeren og hans Redskaber i Norge sendte sine gjenvundne thrønderske Undersaatter. Den faldt Stiftsstadens Geistlighed saameget sværere, da nogle af dens Kannikegjeld, som beliggende udenfor Throndhjems Lens Grændser, ikke havde betalt Afgift for 1658. I 1660 paalagdes det Geistligheden rundt om i Stiftet at udrede først „den halve Indkomst af alt, hvis de af deres Kald haver at oppeberge,“ og dernæst „den sedvanlige fulde Rostjeneste, som er 40 Rdlr. af hvert Hundrede Tønder Hartkorn“[3].
9. Krigene mod Sverige medførte dennegang ikke alene som Hannibalsfeiden den Følge, at Norge skiltes ved eldgamle
