geistlig Embedsmand tog Afsked fra Embedet i levende Live, var i hine Dage en stor Sjeldenhed; for det meste pleiede man, naar man ikke besad Kræfter nok til at varetage sine Forretninger, faa sig tilforordnet en Hjelper, hvem gjerne Haab om Sukcession tilsagdes, og noget lignende skal Mag. Peder ogsaa have havt i Sinde. En Optegnelse[1] beretter nemlig, at han „resignerede ikke fuldkommen, men søgte for sin Søn, som var Prest i Størdalen[2], men Erik Bredal kom imellem og fik Bispestolen paa det Vilkaar at give Biskop Skelderup 500 Daler aarlig, hvilket han nød indtil sin Død.“ Denne indtraf 27de September 1646; Eftermanden holdt en Ligtale over ham, som udkom i Kjøbenhavn 1648. Til en Bedømmelse af hans Personlighed og biskoppelige Virksomhed mangle vi de fornødne Materialier; men nogen synderlig fremragende Mand synes han ikke at have været.
Med Hensyn til Mag. Peders Familieforhold kan bemerkes, at han var to Gange gift; „første Gang, heder det i Ligtalen, befriede han sig med Anne, Lagmanden i Mandal Nils Lauritssøns Datter“ († 1612); hans anden Hustru var Gedske Lange fra Flensburg († 1640). Hans ældste Søn Jens, blev som Bedstefaderen Biskop i Bergen, et sjeldent maaske enestaaende Exempel paa, at Bedstefader, Søn og Sønnesøn alle ere blevne Bisper. Hans anden Søn Jørgen, som udentvivl er den, hvem han havde ønsket at see som sin Eftermand paa Throndhjems Bispestol, var først Diakonus eller res. Kapell. til Fruekirke, derpaa Sogneprest til Skogn og endelig res. Kapell. til Domkirken i Throndhjem. En af de utallige Feil hos Erlandsen er den, at han gjort to Personer af Jørgen Skelderup. En tredie Søn Nils var res. Kapellan til Frue Kirke. Af hans Døtre var en Maren gift med Mag. Ments Kristofferssøn Darre, den ovenomtalte Annalist. Almindelig heder det, at en af hans Døtre skal have været gift med den bekjendte Bergenser Mag. Ole Kock, Sogneprest til Nicolai Kirke i Kjøbenhavn,
