Lærte de ham saa ret at kjende, da prægede der sig hos dem et Billede af Aubert, som jeg skulde ville holde frem for de Unge til taknemligt Minde.
Det var en mandig ridderlig Karakter. Let vakt var han til at blusse op mod alt, hvad der syntes ham skjævt eller lavt og uærligt. Frygtløs forsvarede han med hvasse Vaaben mod oven som mod neden, hvad Sandhed og Retfærd efter hans Overbevisning krævede. Men han kunde komme til Erkjendelse af at have taget feil, og han var da rede til aabent og frimodig at udtale Tilstaaelsen deraf.
Han var vennesæl og trofast som faa mod sine Venner. Hvor han følte sig blandt Aandsbeslægtede, lysnede snart det mørke Blik, og Humoren kunde spille om de ofte saa strenge Læber. Forstod han end at optræde med Selvbevidsthed, hvor det gjaldt at hævde hans Stillings og hans Studiums Værdighed, saa var han dog i sin inderste Personlighed, som den, der vilde være, og ikke synes, en gjennem beskeden, ja jeg tør sige en ydmyg Mand. Han var med et Ord en Hædersmand.
Auberts Exempel maner til trofast Arbeide ikke for egen Forherligelse, men for den evige Sandheds og Retfærds Skyld.
Fred med hans Minde!“
