over i nærværende korte Skizze af hans Liv efter velvillig Meddelelse af hans ældste Søn.
I sit 81de Aar bortkaldtes han ved Døden den 16de Juni 1887. Hans Begravelse foregik med stor Høitidelighed fra Universitetets Aula, hvor hans kjæreste Discipel, Prof. Sophus Bugge holdt en Mindetale, der af alle erkjendtes som et Mesterverk. Vi hidsætte dens ligesaa skjønne som sande Slutningsord:
„Aubert har ved sit eget Exempel vist, at det Studium, til hvilket han havde viet sit Livs Gjerning, har Evne til at uddanne en selvstændig, retsindig og uegennyttig Karakter, en fulddygtig Arbeider til Nutidens Gjerning i et Folk med Frihedens Rettigheder og Pligter. Han havde af det romerske Folk, hvis Samfund hans Aand granskede, lært at underordne sig det Heles Tarv, at gjøre det daglige Livs Gjerning i rolig Udholdenhed og i strengeste Pligtopfyldelse til Fædrelandets Gavn og Hæder. Ingen Del af hans Embedsførelse var ham saa ringe, at den ei blev røgtet med den samme Samvittighedsfuldhed, men paa den anden Side var ingen Byrde, som hans Stilling paalagde ham, hans stærke Skuldre for tung. Auberts Retfærdighedsfølelse var i Slægt med hin gamle Romers, der var rede til at ofre den, der stod ham selv nærmest, for at Lovens Bud kunde opfyldes.
Streng og alvorlig stod han for de Unge, naar de første Gang hørte hans dybe Røst fra Universitetets Lærestol. Men fandt han hos dem ærlig Stræben eller søgte de til ham for at faa Raad og Veiledning, skiftede Forestillingen snart. Oprigtig Velvilje lyste dem imøde under de buskede Bryn. Hans ærlige Hjertes varme Sympathi pulserede i det trofaste Haandtryk. De fik ikke blot Raad og Veiledning, som de søgte, men han blev dem gjennem Tiderne en tro Støtte.
