Hopp til innhold

Side:Ludvig Daae - Om Magnus Heinessøn.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
25

paa Færøerne. Han drog da op til disse Øer, heisede dansk Flag og foregav, som før, at krydse efter Sørøvere. Han fik da høre, at Engelskmanden var ventende til St. Hansdagstid, og passede ham da op, da han løb ind i Kongshavn for at handle med Bønderne. Med Lethed satte han sig nu i Besiddelse af Skibet, førte det til Holland, fik det priisdømt og kjøbte selv Skib og Ladning. Dermed seilede han til Bergen, hvor han solgte det Hele som sin egen Eiendom.

Fra England, mellem hvis Søfolk Magnus var vel kjendt, indløb strax Klager til den danske Regjering. Kong Frederik den Anden, hos hvem Magnus trods sit ryggesløse Liv altid skal have staaet i Yndest, var just død samme Aar, og nogle Rigsraader styrede Rigerne i Christian den Fjerdes Mindreaarighed. Mellem disse var Christopher Walkendorf, tidligere, som bekjendt, Bergensernes Befrier fra Hanseaternes Overmod og Mishandlinger. Han lod Magnus tiltale som en Sørøver, der havde angrebet et Skib, tilhørende en Magt, der stod i fredeligt Forhold til Danmark. Denne blev da dømt til Døden og halshugget paa Slotspladsen i Kjøbenhavn den 8 Februar 1589. Hans Uforfærdethed fulgte ham til hans sidste Stund. Da Bøddelen spurgte ham, om han ikke skulde binde et Klæde om hans Øie, svarede han: „Nei! Jeg har seet saamangen dragen Klinge. Jeg er ikke ræd, vær du blot ikke bange.“

Fra gammel Tid havde imidlertid Magnus havt