stru, samt at han i 1588 udløste endeel Jordegods, som hans i samme Aar afdøde Svigerfader, Axel Gyntersberg, havde maattet pantsætte til Ludvig Munk for 1612 Daler, hvilke Axel var bleven skyldig paa Regnskabet for Helgelands Len.
Allerede Magnus’s ryggesløse Liv kunde gjøre det rimeligt nok, at hans Færd som Kjøbmand ikke altid blev den bedste. Færingerne klagede over hans „skarpe Alen“, og hans Handelsfæller i Bergen, hvoriblandt den ovennævnte Svoger Peder Hanssøn, følte sig brøstholdne ved at være i Samlag med ham. Da han havde gjort sin frugtesløse Reise til Grønland, vilde han tvinge dem til at deeltage i at betale dens Omkostninger. Heller ikke Regjeringen var fornøiet med ham, og hans Privilegium paa Færøhandelen blev ikke fornyet. Endnu i 1587 sees han dog at have drevet Handel, han for da paa Spanien for at hente Salt.
Men da i 1588 Søkrigen udbrød mellem Philip den Anden og Dronning Elisabeth, besluttede Magnus at forsøge sin Lykke ved at deeltage i de Kaperier, hvortil denne Kamp gav en saa ypperlig Anledning. Han begav sig ned til de spanske Nederlande og fik med Lethed Kaperbrev af Statholderen der, den berømte Alexander Farnese, Hertug af Parma. Hans første Øiemed i denne nye Fribytterstilling var at hevne sig paa et engelsk Skib, hvis Capitain han havde gjort sig til Uven under sin Handelsvirksomhed
