alt dette ignoreres, er dog ikke vanskeligt at fatte. Den lader sig tilsyne paa flere Steder i Bogen, f. Ex. S. 135, hvor det heder, at „Hadet mod Sverige var en altfor væsentlig Ingrediens i Nordmændenes Nationalfølelse til, at de kunde ville opnaa noget ved svensk Hjælp eller ved en Tilslutning til Svenskerne“. Uden her at indlade os paa at drøfte denne Paastands større eller mindre Berettigelse, tør vi nok sige, at Sars’s egen Patriotisme og Historik neppe selv er fri for lignende Ingredienser.
Medens Professor Sars saaledes bortser fra alt det, der gjør de sidste Aar af Foreningstiden med Danmark til nogle af de indholdsrigeste i Norges Historie, er der andre Sider af hin Tid, ved hvilke han dvæler. Han bliver begeistret ved at omtale den økonomiske Nød, der var en Følge af Krigen, medens de forudgaaende Neutralitetsaars blomstrende Næringsveie volder ham den heftigste Ærgrelse, ja endog lader ham stemple Tidens Historieskriver, Jacob Aall, i hvem vi andre ere gammeldagse nok til at se en af vore ædleste Mænd, som en borneret „Spidsborger“. Jacob Aall tiltrænger ikke vort Forsvar mod Professor Sars’s Beskyldninger for „Høker-Opfatning“, men Sars’s Omtale af Tiden er for karakteristisk til, at den her kan forbigaaes. Det falder slet ikke Sars ind at betænke, at det netop var de fordelagtige Handelsaar, som satte Nationen istand til at udholde de følgende Trængsler, som den gjorde det. Han finder, at de gode Aar kun bragte „dundrende Kalaser og kostbare Silketøier til Kjøbmændenes Madamer“, ja, han tror, at Nationen før 1807 formedelst „Materialisme og egennyttig Smaahedsaand“ ikke havde „villet“ yde nogetsomhelst patriotisk Offer, særlig ikke villet bidrage til et Universitets Oprettelse. Han glemmer her, at Universitetsbestræbelserne efter de kraftige, men forgjæves Forsøg, som der omkring 1794 vare gjorte for at gjennemføre dem, havde mødt et saa bestemt Afslag hos Regjeringen, at man havde tabt Modet til at gjentage dem. Havde dette med noget Haab om Fremgang kunnet ske, da vilde udentvivl Norges Rig-
