Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fremskredet Trin, og da, som om den var opstaaet af sig selv, medens man intet faar at vide om, hvorfra dens Spirer ere komne, og hvorledes de have skudt Rod i Norge. Det samme gjælder Universitetssagen. De gamle og velbekjendte Klager over, at den danske Regjering saa sent gik ind paa at opfylde Nationalønsket, gjentages naturligvis. Men det vigtigste i en „historisk Indledning til Grundloven“ er dog nok den Kjendsgjerning at et saadant Nationalønske overhoved var vakt, og vakt for Alvor. Dette var det, som det kom an paa. Saasnart Nordmændene (hvilket her vil sige Norges Embedsstand og Borgerstand) for Alvor satte sig en høiere videnskabelig Institution som Maal for sine Bestræbelser og vare villige til at opofre noget for at naa det, havde de nemlig betraadt den rette Vei til Selvstændigheden, ja vare egentlig komne et godt Stykke frem paa den. Men hvorledes vare de naaede frem til et saadant Standpunkts Sikkert ikke gjennem den Sarsiske „aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“, men simpelt hen formedelst de Studier, som vor Embedsstand havde gjort udenfor Norge, fornemmelig i Kjøbenhavn, i Forening med sine danske Brødre. Ret betegnende for Sars er det, at han af de Danskes og Nordmændenes gamle akademiske Samliv fortrinsvis fremhæver Slagsmaalene paa Universitetstrappen og deslige i Virkeligheden temmelig ubetydelige Rivninger, ligesom han overhoved i den hele Foreningstid stedse dvæler ved Modsætningerne, men overser Samarbeidet. For ham er nemlig Hovedsagen kun norsk Særfølelse og norsk Opposition. Det er vel nok, at ogsaa den har sin Betydning, men mon det ikke for Norge først og fremst kom an paa at delagtiggjøres i de aandelige Goder, som det selv savnede og ikke var istand til ved egen Kraft at skaffe sig? Mon man ikke først trængte til noget at opponere mod, førend Oppositionen kunde blive mulig, end sige fornuftig og berettiget? Men atter her oversees, at de Goder, til hvilke Foreningen med Danmark aabnede Norge Adgang paa en Tid, da vort Fædreland befandt sig i det dybeste Forfald og saa at sige var