Maade vedkommende Institutioner ere blevne til eller Reformerne have fundet Sted. Det er, som vare de komne der af sig selv, og som om „Folket“ i 1814 naturligvis havde dem ved Haanden ligesom Guds Veir og Nordenvind.
Vi faa saaledes fra Sars ganske vist høre meget stærke Lovtaler om de norske Bønders Tapperhed fra den Tid af, at en Armee oprettedes, men det falder ikke Forf. ind at betænke, at denne Armee ikke er noget „Udslag af Folkets Udviklingsgang“, og at den aldrig vilde have kommet til at existere, dersom man skulde have ventet paa „Folkets“ egen Erkjendelse af dens Nødvendighed og frivillige Opofrelser for at skabe den. Og dog er det let at forstaa, at uden denne af den danske Regjering oprettede, oprindelig af indkaldte Fremmede organiserede og opexercerede Hær vilde Frihedsverket i 1814 været en Umulighed og ethvert Forsøg paa at gjennemføre det en Latterlighed.
Med Hensyn til Lovgivningen gaar Sars saa vidt, at han ikke alene lukker Øinene for de Fordele, som Reformerne bragte os, men endog for ramme Alvor synes at mene, at det havde været det bedste, om Christian den femtes norske Lov aldrig var given, men Magnus Lagabøters (gjennem Christian den fjerdes Oversættelse) var bleven staaende. „I den værste Fornedrelses Periode havde Norge dog beholdt sin egen nationale Lovgivning, men herpaa blev der gjort en Ende ved Enevoldsregjeringen“ (S. 90). Altsaa hellere ligefremme juridiske Fossilier, naar de blot vare norske, end en tidsmæssig Lovgivning i Overensstemmelse med Danmarks og Europas! Vi skulle ikke spilde Ord paa en saadan Forblindelse, men alene minde om, at dansk Lov allerede længe før Christian den femte havde vundet Indgang af sig selv gjennem Praxis, fordi den norske viste sig ubrugelig. Dette er Ting, som vore Retshistorikere for længe siden have paavist, og som Professor Sars maatte have erindret, om han havde tællet til tyve, førend han gav sine Lidenskaber Luft. I bedste Overensstemmelse med den citerede Ytring staar det forresten, at Lovgivningen efter Christian den femte ikke om-
