Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

netop godtgjort, at den for det meste indfødte Geistligheds Arbeide var trængt dybt ned i Menighederne; thi ellers vilde ikke saadanne Lægprædikanter have kunnet udgaa af disse. Man havde en forholdsvis meget betydelig Hær af kjække og vel opøvede Soldater, et ordnet Skattevæsen, Postvæsen og Veivæsen, tidsmæssigt indrettede, om end ikke mange, lærde Skoler, ja endog et begyndende Universitet. Literaturen var bleven en Magt i Samfundet, og ikke faa Landsmænd havde vundet et Navn som Forfattere. Lovgivningen havde undergaaet hensigtsmæssige Reformer, og Landet havde faaet en videnskabelig dannet civil Embedsstand, hvis fleste Medlemmer forlængst vare Nordmænd af Fødsel. Nye Næringsveie vare aabnede, og Byernes Antal og Folkemængde forøget til det mangedobbelte. Hanseaterne vare fortrængte, og en norsk, men tildels i deres Skole oplært Handelsstand havde dannet sig og indtil for faa Aar siden været forholdsvis rig og mægtig. En egen Stand af søfarende var opstaaet, for en væsentlig Del oplært i hollandsk og engelsk Tjeneste. Landets Befolkning var siden 1660 fordoblet fra 450,000 til 900,000, og inden den talrigste Samfundsklasse, Bønderne, var saavel Selveiendom som Velstand og Oplysning stadig blevet mere og mere udbredt.

Hvad siger nu Sars om alt dette i sit „historiske“ Skrift? Meget deraf ignorerer han ganske, deriblandt naturligvis først og fremst hvad der angaar Kirken. End ikke Hauge bliver nævnt, og dog vil Sars ikke kunne negte, at Haugianismen er den eneste Bondebevægelse i den hele lange Foreningstid, der var af en aandelig Natur og ikke hidrørte fra Misfornøielse med Skatter og Embedssportler.[1] Nogle Sider af det, vi have sammenstillet, blive vel berørte, men uden at Forfatteren synes at ville erindre sig, paa hvilken

  1. Allerede paa Eidsvold og ved det overordentlige Storthing havde adskillige Haugianere været Repræsentanter. Den religiøse Vækkelse var somoftest Forløberen for den politiske Interesse. Ligeledes gik det i Danmark, hvor f. Ex. den bekjendte J. A. Hansen ingenlunde var den eneste, der begyndte som Pietist.