Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
2


I Modsætning til hvad der fandt Sted i Norge, banede Reformationen sig i Broderlandet Danmark Indgang ved Sandhedens egen Magt, om end tillige allerede fra Begyndelsen af under Kongemagtens Beskyttelse. Efter en mærkelig Overgangstid under Frederik I gjorde Christian III Lutheranismen til Statsreligion. Men skjønt Kirken saaledes blev en Statskirke, og Kongen, som i alle lutherske Lande, dens øverste jordiske Hoved, tog Kongen paa det Omraade, som jeg her har til Hensigt at behandle, endnu ikke den hele Magt i sin egen Haand. Han forbeholdt sig med Hensyn til de geistlige Embeders Besættelse kun et Overtilsyn.

De gamle Biskopper afsattes, og deres Embede skulde være afskaffet lige indtil Navnet. Ikke destomindre vedligeholdt sig dog Bispenavnet fremdeles i daglig Tale og blev lidt efter lidt omsider igjen endog det officielle, skjønt Titelen Superintendent længe var det i Lovsproget og Cancellistilen sædvanlige. I den hele romersk-katholske Verden havde overensstemmende med den canoniske Ret Biskoppernes Valg tilhørt vedkommende Stifters Domkapitler, eller, hvor saadanne ikke gaves, da Metropolitanen og dennes Kapitel, skjønt rigtignok denne Valgret i Virkeligheden som oftest var betydningsløs, idet paa den ene Side Kongemagten havde benyttet ethvert Middel til at indvirke bestemmende paa Valget, og paa den anden Side Paverne fra det fjortende Aarhundrede af jevnlig havde gjort Indgreb i Kapitlernes Ret og umiddelbart indsat Erkebiskopper og Biskopper ved saakaldet Provision. I Danmark