I Modsætning til hvad der fandt Sted i Norge,
banede Reformationen sig i Broderlandet Danmark
Indgang ved Sandhedens egen Magt, om end tillige
allerede fra Begyndelsen af under Kongemagtens
Beskyttelse. Efter en mærkelig Overgangstid
under Frederik I gjorde Christian III Lutheranismen
til Statsreligion. Men skjønt Kirken
saaledes blev en Statskirke, og Kongen, som i alle
lutherske Lande, dens øverste jordiske Hoved, tog
Kongen paa det Omraade, som jeg her har til Hensigt
at behandle, endnu ikke den hele Magt i sin egen
Haand. Han forbeholdt sig med Hensyn til de geistlige
Embeders Besættelse kun et Overtilsyn.
De gamle Biskopper afsattes, og deres Embede skulde være afskaffet lige indtil Navnet. Ikke destomindre vedligeholdt sig dog Bispenavnet fremdeles i daglig Tale og blev lidt efter lidt omsider igjen endog det officielle, skjønt Titelen Superintendent længe var det i Lovsproget og Cancellistilen sædvanlige. I den hele romersk-katholske Verden havde overensstemmende med den canoniske Ret Biskoppernes Valg tilhørt vedkommende Stifters Domkapitler, eller, hvor saadanne ikke gaves, da Metropolitanen og dennes Kapitel, skjønt rigtignok denne Valgret i Virkeligheden som oftest var betydningsløs, idet paa den ene Side Kongemagten havde benyttet ethvert Middel til at indvirke bestemmende paa Valget, og paa den anden Side Paverne fra det fjortende Aarhundrede af jevnlig havde gjort Indgreb i Kapitlernes Ret og umiddelbart indsat Erkebiskopper og Biskopper ved saakaldet Provision. I Danmark
